Divergent af Veronica Roth

By , August 7, 2011 12:13 pm

Bare ét valg bestemmer dine venner, definerer hvad du tror på og beslutter din loyalitet … for evigt.

Da den 16-årige Tris træffer sit valg, har hun aldrig drømt om hvor drastisk hendes liv vil ændre sig. Eller at det perfekte samfund, som hun lever i, vil gå igang med at forvandle sig til en dystopisk verden med opildne beslutninger, lammende konsekvenser, hjerteskærende forræderier og uventet kærlighed.

Ét valg kan ændre dig.

***

Er der noget, der virkelig er fremme i øjeblikket, så er det bøger med fremtidsversioner, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen og krumme tæer. For vil verden ende sådan? Og er det egentlig sådan, vi gerne vil have det?

Divergent er en af disse bøger, der leger med fremtiden og hvad den nu indeholder. Dette er Veronica Roths debut roman, og for at sige det lige ud, så synes jeg hun har gjort det ret godt. Bogen er spændende og action-packet, men giver sig også tid til at beskrive de små stille øjeblikke, som bogen også indeholder. Dog er det action-scenerne jeg allerbedst kunne lide. Der var fart over feltet, Roth skriver helt vildt præcist, man kan mærke hjertet hamrer og jeg er egentlig bare kæmpe fan af dem.

Tris, der er hovedpersonen, minder ret meget om Katniss fra The Hunger Games af Suzanne Collins, og gennemgår også en kæmpe udvikling, fra at være den stille, grå mus til at være en selvstændig pige med ben i næsen, der ved hvad hun vil. Man forstår desuden udmærket godt, at det det er svært for hende at passe ind i et samfund, der sætter mærkater på folk og ikke giver plads til den forskellighed mennesker nu rummer. Jeg manglede dog lidt dybde i karaktererne, men nu hvor det er allerførste bog i en serie, så er jeg næsten helt sikker på, at de løbende vil blive mere og mere detaljeret i de næste bøger. Og også universet for den sags skyld.

Divergent er dog en underholdende bog og jeg kunne næsten ikke løsrive mig fra den. Der var steder, jeg manglede dybde og romancen i bogen virkede lidt Vampire Academy-efterabende (INTET slår Vampire Academy!), men i det store og hele, så nød jeg faktisk bogen og er glad for, at jeg har brugt penge på den. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse fortsættelsen!

Divergent af Veronica Roth (DANSK: Ikke oversat), 496 sider, engelsk, udgivet af HarperCollins Children’s Books.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Leave a Reply

Panorama Theme by Themocracy