Her Fearful Symmetry af Audrey Niffenegger
Da Elspeth Noblin dør af kræft, testamenterer hun sin lejlighed i London til sine tyveårige niecer Julia og Valentina. De to enæggede tvillinger er opvokset i USA og har aldrig mødt deres moster. De ved kun, at deres mor, Edie, selv er tvilling, og at Elspeth er hendes søster. For Julia og Valentina, som har flere uafsluttede skoleophold bag sig og stadig bor hjemme i en forstad til Chicago, er dette en enestående chance for at komme ud og prøve at stå på egne ben.
Vel ankommet til London flytter tvillingerne ind i lejligheden, som stadig er møbleret med alle Elspeths ejendele. Nedenunder bor historikeren Robert, der var kæreste med Elspeth, og som skriver på en stor afhandling om den tilstødende Highgate Kirkegård, hvor han også arbejder som frivillig. Ovenpå bor krydsordsmageren Martin, der er dybt plaget af sine neuroser og tvangshandlinger, og som for nylig er blevet forladt af sin kone. I takt med at pigerne involverer sig i naboernes liv, begynder især Valentina at bryde ud af det fasttømrede forhold til sin søster og nyde en ny form for frihed. Så en dag viser det sig, at tvillingerne ikke er alene i lejligheden. Nogen fra den anden side forsøger at kontakte pigerne…
Her Fearful Symmetry var en bog, jeg længe har villet læse, men aldrig rigtig har fået mig taget sammen til at gøre. Altså, indtil en dejlig lang sommerferie kom snigende, og jeg havde tid til at kaste mig over de 488 sider, som bogen indeholder. Og jeg kan kun sige, at jeg virkelig har fortrudt, at jeg ikke har læst den noget før, for den var fantastisk og bare tanken om den, giver mig et sug i maven. Audrey Niffenegger har gjort det igen.
Det jeg især elsker ved Niffeneggers bøger er, at de virker så virkelige. I Den Tidsrejsendes Kvinde troede man 100% på, at dét at rejse i tid og sted var helt normalt og her i Her Fearful Symmetry beskriver hun dét at være spøgelse og på den anden side af livet så livagtigt, at det gav mig gåsehud, og jeg ikke kunne sove, før jeg havde vendt den sidste side.
Selve historien er egentlig ret enkelt, og da jeg læste bagsiden, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Nå, okay. Det lyder da ok.
Men det var mere end ok. For historien er så fuld af detaljer og hun har så flot et sprog, at det halve kunne være nok. Karaktererne er dybe og nemme at holde af, og selvom synsvinklerne skifter hist og her (hvilket jeg aldrig rigtig er fan af), så er bogen stadig vildt spændende og hyggelig at læse. Det var også noget af det, jeg elskede ved bogen: At den var hyggelig. Jeg kunne slet ikke slippe den, fordi at jeg virkelig følte, at det var mig, der levede i London i min afdøde tantes hus sammen med min tvillingesøster. Det har måske også noget at gøre med, at jeg selv er tvilling, og jeg let kunne identificere mig med Julia og Valentina, men det ændrer ikke på, at jeg følte mig helt tom, da jeg var færdig med bogen. Og nå ja, husk at finde lommetørklæderne frem, for Audrey Niffenegger fik mig – endnu engang – til at at græde…
Audrey Niffenegger er og bliver en af de bedste forfattere jeg nogensinde har stødt på, og jeg kan simpelthen ikke vente til, hun udgiver en ny bog. Hvis du kunne lide Den Tidsrejsendes Kvinde, så tror jeg ikke, du går galt i byen med Her Fearful Symmetry. Jeg kan ikke anbefale den nok!
Her Fearful Symmetry af Audrey Niffenegger (DANSK: På den anden side), 488 sider, engelsk, udgivet af Vintage.

