Forbudt af Tabitha Suzuma
17-årige Lochan og 16-årige Maya har aldrig haft en normal barndom. Deres enlige, alkoholiske mor har i årevis overladt det til dem at tage sig af de tre mindre søskende. De har overtaget forældrerollen og omtaler deres søskende som børnene. De dækker over morens uansvarlighed af frygt for, at de sociale myndigheder vil skride til tvangsfjernelse, og de isolerer sig mere og mere fra omverdenen. Efterhånden går det op for Maya og Lochan, at deres følelser for hinanden er stærkere end følelser mellem søskende, men deres kærlighed er forbudt, og den kan få katastrofale følger…
“Man kan lukke øjnene for de ting, man ikke ønsker at se, men man kan ikke lukke hjertet for de ting, man ikke ønsker at føle.”
Med dette rammende citat starter Forbudt af Tabitha Suzuma – en bog der tog mig med storm. Den fik tårerne til at flyde (det er lang tid siden, jeg har hulket så voldsomt over en bog) og spillede så meget på ens følelser, at det halve kunne være nok. Jeg tror de fleste (inklusiv mig) har en opfattelse af, at kærlighed mellem bror og søster er noget, der er forkert og ligefremt ulækkert, men efter jeg lagde bogen fra mig, er mit syn på hele problematikken blevet ændret en smule. Ikke at jeg ikke stadig synes det på sin vis er forkert, men bogen giver virkelig et godt indblik i, hvordan Lochan, men også Maya, føler omkring det hele. De er født ind i den forkerte familie, har aldrig følt sig som bror og søster og har påtaget sig forældrerollerne overfor deres små søskende. Burde de ikke have lov? Og så sidder man her som læser og føler sig totalt splittet. På den ene side vil man jo gerne have de skal være sammen, men på den anden side er de jo i familie…
Jeg synes Tabitha Suzuma er sej, fordi hun tør at tage sådan et tabubelagt emne op. Hun formår virkelig at gøre historien levende og få os til at føle med vores to hovedpersoner, der er i verdens mest umulige og håbløse situation. For hvorfor skal folk egentlig bestemme, hvem man har følelser for? Og hvem man elsker? Alligevel er det hvad folk gør, og selvom Maya og Lochan godt ved, det er forbudt, det de gør, og det kan ende galt og få katastrofale følger, kan de ikke lade være.
Jeg håber virkelig, du har mod og lyst til at læse denne bog, for jeg er helt sikker på, du ikke vil fortryde det. Deres kamp for kærligheden er smuk, og Forbudt beviser helt klart, at bøger med forbudt kærlighed mellem overnaturlige væsner og mennesker bare kan gå hjem. Det her er den ægte vare og endnu mere forbudt og umuligt end en vampyr-bog nogensinde kommer til at blive. Jeg er stor fan af Suzuma og har fået mig en ny yndlingsbog!
Forbudt af Tabitha Suzuma (Original titel: Forbidden), 352 sider, dansk, udgivet af Arvids.


BEDSTE BOG!