Titel: Lola and the Boy Next Door
Danske titel: Ikke oversat
Forfatter: Stephanie Perkins
Antal sider: 338
Sprog: Engelsk
Forlag: Dutton Books
Designer-spiren Lola Nolan tror ikke på mode – hun tror på kostumer. Jo mere udtryksfuldt tøjsættet er – jo mere sprudlende, sjovt og vildt – jo bedre. Men selvom Lolas stil er oprørsk, er hun en hengiven datter og ven med store planer for fremtiden. Alt er ret perfekt (helt ned til hendes hotte rockstar kæreste) indtil de frygtede Bell-tvilinger, Calliope og Cricket, flytter tilbage i nabohuset.
Men da Cricket træder ud af sin tvillingesøsters skygge og tilbage i Lolas liv, bliver hun konfronteret med de følelser, hun troede, hun havde lagt bag sig.
Med Lola and the Boy Next Door har Stephanie Perkins endnu engang bevist, at hun er en forfatter, der er kommet for at blive. Med hendes unikke karakterer og søde historier kan man simpelthen ikke komme galt afsted!
I Lola and the Boy Next Door møder vi Lola, der er skør på den fede måde. Hun har sin egen stil, er ikke bange for at være sig selv, og nå ja, så er hendes liv ikke spor kedeligt. Eller, det bliver det i hvert fald langt fra, da Cricket – the boy next door – dukker op i hendes liv igen, og så begynder man også selv som læser at blive en lille smule lun på ham. Perkins har virkelig et talent indenfor at få sine læsere til at blive forelskede i hendes personer, for Cricket er altså virkelig sød.
Det er ikke fordi, at historien er særlig nyskabende, men den er sød og giver én en god fornemmelse i maven, når man har læst den sidste side i bogen. Den er ikke nervepirrende, actionpræget eller uhyggelig – det er bare en virkelig dejlig feel good bog, der muntrer dig op, hvis du er i dårligt humør. Historien sidder dog ikke rigtig fast, som dens forgængers (Anna and the French Kiss‘) historie gjorde, og det synes jeg er lidt ærgerligt. Jeg fik ikke helt den samme fornemmelse i maven, og lysten til at genlæse den, da jeg havde vendt den sidste side, var der ikke. Nu ved jeg godt, at det er to ret forskellige bøger, men det er bare noget af dét, jeg forbinder med en virkelig god bog; at man får lyst til at genlæse den, ligeså snart man har lagt den fra sig. På den anden side, så var jeg stort set godt underholdt gennem hele bogen. Dialogen er hurtig, frisk og sjov, og jeg elsker, at Lola bare er sig selv, og ikke tager sig af andres meninger. Det er sådan, man godt selv kunne tænke sig at være, og det beundrer jeg ved hende.
Det er ikke den sidste bog, jeg læser af Stephanie Perkins – for hun skriver altså godt – og nå ja, som en slags bonus (føler jeg i hvert fald) optræder en hvis St. Clair og Anna også i denne bog, og det er skønt at sige hej til dem igen. :)
