Category — Anmeldelser

Hele verden ligger for Kelleys fødder.

Hun er 17 år, netop flyttet til New York hvor hun har fået arbejde på et teater – hendes drøm om at blive skuespiller er ved at gå i opfyldelse, men hendes skæbne vil noget andet.

En aften, da hun står i parken og øver sig på sine replikker, støder hun ind i Sonny og bliver hovedkulds forelsket. Men Sonny er ikke en hvilken som helst fyr, for han er vogter for en portal til en anden verden …

***

Selvom Lament af Maggie Stiefvater var en af de bedre fe-bøger jeg har læst, så må Kelley helt klart være end af de bedste.

Den fanger fra første side af, og jeg er vild med, at hele handlingen centrerer omkring Shakespeares En Midsommer Nats Drøm, som jeg desuden fik en forfærdelig lyst til at læse, efter jeg vendte den sidste i Kelley. Bogen gav mig desuden et nyt billede af feer, og hvordan de er. Også selvom, de igen er delt op i forskellige hoffer og hvad ved jeg, som de også er i de andre fe-bøger, jeg har læst.

Kelley og Sonny skiftes med at fortælle hver deres historier i et kapitel, så man får to sider af historien. Det kan jeg faktisk ret godt lide. Normalt er jeg ikke særlig vild med to fortællere i bøger, men den fungerede rigtig godt i den her bog, fordi Kelley og Sonny 1.) er så forskellige og 2.) det de fortæller om er lige spændende. Det værste er at sidde med en bog, hvor man kun synes, at den ene fortæller er kedelig og bare venter på, at der kommer et kapitel med den anden.

Selvom bogen kun indeholde 265 sider, så er historien ikke på ét eneste tidspunkt kedelig og den tager en masse fine drejninger, som jeg ikke rigtig havde set komme.

Jeg tror da i hvert fald, at jeg skal have fat i den næste bog, når den udkommer på dansk! :)

Kelley af Lesley Linvingston (Original titel: Wondrous Strange), 1. del af Vinterkongens Datter, 265 sider, dansk, udgivet af Tellerup.

16-årige Deirdre Monaghan er en smadder genert, men uhyre begavet musiker og så er hun ved at finde ud, at hun er en cloverhand – en, der kan se feer.

Deirdre bliver forelsket i en mystisk dreng, der kommer ind i hendes almindelige forstæder liv – tilsyneladende – ud af den blå luft. Problemet er, at den gådefulde og smukke Luke viser sig at være en gallowglass, hvilket vil sige en sjælløse fe-snigmorder.

En lige så lækker – og lige så farlig – mørk fe-soldat ved navn Aodhan forfølger også Deirdre.

Luke og Aodhan er svorne fjender, og er hver på en dødbringende opgave for fe-dronningen; at dræbe Deirdre før hendes musik fanger feerne opmærksomhed og truer dronningns suverænitet. Fanget i krydsilden sammen med Deirdre er James; hendes sjove men trofaste bedste ven.

Deirdre havde altid ønsket hendes liv ikke var så kedeligt, men at blive fanget midt i en århundredgammel fe krig er ikke præcis, hvad hun havde i tankerne…

***

Jeg elsker Maggie Stiefvaters skrivestil – og Lament er overhovedet ingen undtagelse. Fra side 1 fanger hun mig, og flere gange kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at lægge bogen fra mig. Også selvom der et par steder hist og her, var nogle lidt døde passager, jeg lige skulle igennem, før den blev spændende igen. Men sådan er det vel alle bøger.

Romancen i bogen er også helt ok, selvom Deirdre møder Luke i starten af bogen og bliver virkelig (og når jeg mener virkelig, så  mener jeg virkelig) forelsket i ham. Først syntes jeg, at det hele gik lidt for hurtigt, men så blev jeg ligesom selv en lille smule forelsket i Luke, og så var det helt fint med mig, at Deirdre elskede ham så højt (sådan var det også med mig og Shiver, som Maggie også har skrevet).

Jeg har ikke læst så mange fe-bøger, men jeg synes klart, at det her er en af de bedre… Også selvom jeg følte lidt, at jeg havde set problemet før. Måske ikke i en anden fe-bog (okay, Wicked Lovely…måske en lille smule…), men så i nogle af de andre jeg har læst: Hovedpersonen havner lige pludselig mellem the good-guy og the bad-guy! Og må kæmpe for den hun elsker!

Deirdre var nu en dejlig frisk hovedperson, og jeg holdt især af hendes samtaler med vennen James. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til, at jeg griber fat i den næste bog, Ballad, der netop handler om ham og se, hvad der nu sker…

Jeg havde ikke læst bagsiden af bogen, da jeg gik igang, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente mig. Men hold da op, jeg blev da glædeligt overrasket. :)

Lament: The Faerie Queen’s Deception af Maggie Stiefvater (DA: Ikke oversat til dansk), 1. del af Book of Faerie, 326 sider, engelsk, udgivet af Flux.

Daisy er 15 år og mere eller mindre tilovers i sin familie. Hendes mor er død og faderen venter barn med stedmoderen.

Daisy sendes fra New York til England og endda langt ud på landet i England.
Her møder hun sin mors familie, en moster, tre fætre og en kusine og det er en familie, der er helt anderledes end noget andet Daisy har mødt i sit liv. De accepterer hende uforbeholdent og hun falder til!

Men lykken og idyllen trues! Daisy forelsker sig voldsomt i en, hun måske ikke skulle have forelsket sig i og en krig bryder ud. En voldsom krig, der skaber ulykke og splittelse.

***

Sådan Er Det Nu er noget helt for sig selv. Og når jeg siger ”helt for sig selv”, så mener jeg det altså positivt. Jeg tror aldrig, at jeg har læst en bog som den. Der er et eller andet ved den, der bare fanger og når man først er gået i gang med den, har man ikke lyst til at slippe den.  Flere gange sad jeg og gruede for at vende den sidste side – jeg ville ikke have, at det hele skulle stoppe.

Selvom England er blevet besat i bogen, så bider man ikke så meget mærke til det, som man umiddelbart skulle tro man ville gøre. Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Jeg tror mere, at det handler om, at vi skal se hvordan det påvirker de uskyldige mennesker, og at kærligheden spiller en vigtig rolle i alles liv…

Daisy, der desuden er en rigtig skøn hovedperson, fortæller let og levende i bogen, som om man sidder ved side af hende og er gamle venner. Det er næsten som om, man selv er der. Ej, det kan slet ikke forklares – bogen skal bare læses! Jeg tager virkelig hatten af for Meg Rosoff. For bogen er fantastisk og jeg er virkelig forelsket i hendes skrivemåde og den måde, hun får os til at se på tingene. Hvem der bare kunne skrive sådan!

Det er virkelig svært at skrive, hvad jeg følte for bogen – og især, hvad jeg følte, da jeg vendte den sidste side. Bogen er smuk på sin helt egen måde og er fuld af en masse følelser på trods af, at bogen kun indeholder 189 sider.

Og sådan er det nu.

Sådan Er Det Nu af Meg Rosoff (Original titel: How I Live Now), 189 sider, dansk, udgivet af Sesam.

Glitrende hvide snedriver…

Smukke pakker, der er pakket ind med sløjfer og forskelligfarvet lys, der glitrer i natten mens sneen falder.

En snestorm juleaften forvandler en lille by til et romantisk tilflugtssted – den slags, du kun ser i film. Nå ja, altså på en måde…

En kold og våd tur fra et strandet tog ville normalt ikke ende med et lækker lys med en charmerende fremmed. Og ingen ville tænke, at en tur igennem 4 fods sne til Vaffel Huset ville lede til kærlighed mellem dig og en gammel ven. Eller at vejen tilbage til ægte kærlighed begynder med en smertefuld tidlig morgenvagt hos Starbucks.

***

I Let It Snow finder vi 3 noveller, der er skrevet af henholdsvis Maureen Johnson, John Green og Lauren Myracle. Alle sammen handler om sne, jul og kærlighed, og bogen er faktisk vildt sød – og slet ikke på den dér kvalmende måde, som nogle bøger har en tendens til at have.

Jeg tror ikke, at jeg har lagt skjul på, at jeg vældig godt kan lide John Greens og hans humor, og den savner man bestemt ikke i hans novelle. Han har sin egen skrivestil, der altid gør, at jeg føler, at jeg er kommet ’hjem’, når jeg læser hans bøger.

Maureen Johnsons novelle er også ret sjov. Ja, jeg var ikke særlig vild med 13 Little Blue Envelopes af hende. Men det var mest pga. hendes hovedperson, Ginny, der var flad som bare pokker. Jubilee, der er hovedpersonen i hendes novelle i Let It Snow, er tværtimod ikke flad. Hun er en rigtig sød pige, som jeg ville elske at være venner med!

Til allersidst har vi Lauren Myracles novelle. Jeg har læst et par anmeldelser af bogen, hvor folk brokker sig over, at hendes novelle ikke er særlig ”sjov”, som Johnsons og Greens og hun ikke skriver i samme stil som de andre. Well, det kan de vel på sin vis have ret i, men jeg vil ikke sige, at det gør hendes novelle dårlig. Jeg synes tværtimod, at det var den bedste novelle i bogen, hvis jeg skal være helt ærlig. Og så fungerer den også fint som den historie, der binde alle personerne sammen til sidst.
For ja, det jeg især godt kunne lide ved Let It Snow var, at de tre noveller hører sammen. De forgår alle i den samme by, og personerne ved hvem de andre er (undtagen Jubilee, der kommer fra en anden by) og det gør ligesom, at man føler, at man læser én stor bog.

Men må jeg komme med et lille fif? Please, lad være med at læse den, mens det er sommer. Vent til det bliver jul, og kravl under et tæppe med en kop varmt-et-eller-andet sammen med bogen. Jeg er nemlig sådan i julestemning lige nu…og der er laaaaang tid til jul.

Der er noget smertende velkendt ved Daniel Grigori. Mystisk og uinteresseret fanger han Luce Princes opmærksomhed, fra det øjeblik på sin første dag på kostskolen Sword & Cross i Savannah, hvor hun ser ham. Han er det eneste lyspunkt, på et sted, hvor mobiltelefoner er forbudt, de andre elever er underlige og hvor sikkerhedskameraerne overvåger hver eneste bevægelse.

Der er bare et problem – og det er, at Daniel ikke vil ha’ noget at gøre med Luce. Han prøver hele tiden at gå væk fra hende, for at gøre det klar, men det vil hun ikke acceptere. Hun har en fornemmelse af, at hun bliver nødt til at finde ud af hvem han er og hvilken hemmelighed, han går og holder på.

***

På forsiden af Fallen står der, at den er ”Sexy and fascinating and scary . . . I loved, loved, loved it! – P.C. Cast (forfatteren til House of Night)”. Jeg er fuldkommen uenig. Jeg syntes hverken at den var sexet, facinerende eller uhyggelig. Jeg syntes, at den var kedelig. Altså, helt igennem kedelig.  Jeg ved ikke om det var fordi, jeg havde så mange forventninger til den, men den fangede mig bare overhovedet ikke på noget tidspunkt. Den bevæger sig virkelig langsomt fra start til slut, så det føles, at det tager en hel krig at læse 450 sider, som bogen indeholder. Hvis det stod til mig, så kunne nogle af kapitlerne sagtens cuttes ud, fordi der intet sker.

Over halvdelen af bogen handler om Luce og hvordan hun prøver at finde sin plads på Sword & Cross, mens hun sværmer efter Daniel og ikke kan finde ud af sine følelser for drengen Cam. Det er virkelig langtrukkent, og jeg føler bare, at det hele gentager sig selv.

Luce er også en kedelig hovedperson. Hun er en flad karakter, som jeg overhovedet ikke føler, at jeg har noget tilfælles med – eller medlidenhed. Jeg kan ikke se mig for hende, hun har ikke nogen særlig stemme i bogen og ved flere af hendes handlinger, sad jeg bare og tænkte ”HVAD!?”.

Derudover har jeg også et problem med Daniel. Jeg har på en fornemmelse, at han er skabt for, at vi alle sammen skal sidde og få sommerfugle i maven, når vi læser om ham, hvilket bare IKKE sker. Jeg synes, at han er en forfærdelig person. Han er smuk og hvad-ved-jeg, men hvem er han egentlig? Han er én tom boks med fint gavepapir. Måske er grunden til, at jeg ikke særlig godt kan lide ham, at Luce og Daniel kun har kendt hinanden i et par uger og bliver fuldkommen forelskede. Ja, der er et eller andet velkendt ved ham ifølge Luce, men det er bare forkert i mit hoved!

Jeg vil rigtig gerne kunne rose plottet, nu hvor alt det andet – ifølge mig – er gået galt i bogen, men det synes jeg ikke rigtig, jeg kan. Jeg synes ikke, at noget hænger sammen. Jeg sidder stadig med en masse spørgsmål om de såkaldte ”skygger”, om hvorfor Daniel og Luce hele tiden møder hinanden, hvorfor han er det, han er og en masse andet, som jeg bare ikke fik svar på i Fallen. Nu kommer der selvfølgelig en to’er her til september, men jeg synes nu alligevel, at bogen er flad. Den ligger op til noget stort, der bare ikke sker. De sidste par sider begynder dog at blive en lille bitte smule spændende til sidst, indtil luften går af ballonen og det hele bliver underligt igen.

Så alt i alt én stor skuffelse og en krig at komme igennem. Hvis I virkelig har lyst til at læse om engle, så læs Hush, Hush i stedet. Den er så meget bedre. :)

P.S. Det eneste plus ved bogen er, at den har en sindssyg flot forside. Men remember, folkens: Udseendet er ikke alt!

Fallen af Lauren Kate (DA: Ikke oversat), 452 sider, engelsk, udgivet af Delacorte Press.

For Nora Grey var romantik aldrig planen. Lige meget hvor meget hendes bedste veninde Vee har prøvet, har  Nora aldrig rigtig følt sig tiltrukket af nogle af drengene på hendes skole. I hvert fald ikke indtil Patch dukker op. Med sit lette smil og øjne, hun føler kan se igennem hende, drages hun mod ham.

Men efter nogle skræmmende møder med en maskeret person, aner Nora ikke hvem hun skal stole på. Patch synes at følge efter hende og ved mere om hende, end hendes tætteste venner. Hun aner ikke, om hun skal løbe sin vej og gemme sig, eller måske falde i ham om halsen.

Pludselig befinder Nora sig midten af en oldgammel kamp imellem de udødelige og dem, der er faldet. Og når det kommer til at vælge side, så vil det forkerte valg koste Nora livet…

***

Hush, Hush er en bog, jeg har set frem til at læse i meget lang tid og har overvejet at købe utallige gange, men dog aldrig har fået gjort, fordi jeg var bange for, at den overhovedet ikke levede op til mine forventninger.

Jeg ved godt, at jeg tit sammenligner bøger med Twilight – men det kan jeg altså ikke lade være med, når det er dén bog, der ligesom har gjort de paranormale romancer virkelig populære her for tiden. Men helt ærligt, Becca, hvorfor er det lige at Nora skal møde den mystiske, smukke og tiltrækkende Patch i en biologitime!? Af alle de timer du kunne ha’ valgt, hvorfor så lige biologi!? Jo, det er da en smart idé at de skal igennem den helt store seksualundervisning, og derfor skal lære nogle af de mennesker fra klassen, de ikke rigtig snakker med bedre at kende. Men, alligevel… Jeg savner lidt… originalitet. Jeg ved ikke, om det er det rigtige ord for det. Men noget nyt! Andre måder, at møde de lækre fyre på. Måske en møde i en mørk skov eller sådan noget. Bare noget andet end en biologitime!

Jeg kan egentlig ret godt lide Nora, der virker som en pige, der har benene solidt plantet på jorden. Jeg har læst på Becca Fitzpatricks hjemmeside, at hun i starten var en arrogant snob, så jeg priser mig lykkelig for, at hun er blevet, som hun er nu. Nora er en af de der personer, jeg nemt kan forstille mig i mit hoved og flere gange, så tog jeg mig selv i at føle, at jeg var Nora. Det er noget, jeg elsker allermest ved bøger – at man kan leve sig ind i dem! Og det beviser vel også, at det er en god bog.
Patch er også en rigtig fin karakter, som man ikke rigtig ved hvor man har igennem bogen. For er han egentlig ond eller god? Der er i hvert ingen tvivl om, at han er en badass, men er der noget under overfladen? Han kommer hele tiden med vittige kommentarer og små hentydninger som gør, at Nora ikke er helt tryg ved ham. S

Der er dog én ting, der irriterer mig og det er englene. Det er ikke som sådan dét, at de er med i historien, men det er mere, at de åbenbart begyndt at blive de nye vampyrer. Ja, de er spændende og de har en lang og fyldig baggrundshistorie, men alligevel er jeg bare begyndt at blive træt af dem. Jeg ville sådan ønske, at forfattere ville begynde at kreere deres egne mystiske væsner. Det kunne være SÅ fedt!
Nu er det egentlig ikke fordi,  jeg har læst så mange bøger om engle men jeg føler bare lidt, at de samme ting bliver gentaget. Men ideen er i bund og grund god nok og jeg elsker hvordan Becca Fitzpatrick besluttede sig for, at Patch skulle være en engel… Men please, hvis det bliver ved med den her engle-feber, så løber jeg min vej og begraver mig i en krimi (as if, Rebecca…).

Hush, Hush var ikke ligefrem en bog, der væltede mig bagover, men den var underholdende og jeg kunne ikke lægge den fra mig. Der var dog, som sagt, nogle ting, der gjorde, den ikke blev helt det store hit hos mig, som jeg havde håbet på.

Jeg tror det er en bog, som folk, der er vilde med Twilight, Evermore og alle de andre bøger om overnaturlige drenge og søde piger vil kunne lide. For det kunne jeg i hvert fald! Den nåede ikke helt mine forventninger, men Patch var lige tilpas mystisk og slutningen var spændende med et drys sukker på toppen.

Hvad mere kan man forlange? Jeg glæder mig til, at nr.  2, Crescendo, bliver udgivet til november. Det er sikkert og vist! :)

Hush, Hush af Becca Fitzpatrick (DA: Forelsket i en Engel), 391 sider, engelsk, udgivet af Simon & Schuster.

Alle kunne lide søde, flinke Jazz  - men Sunny, vidste at der var noget under overfladen. Nu er Jazz død og moderen er deprimeret, faderen er alkoholiker og ingen lægger mærke til Sunny, der må klare det hele selv.

En dag får hun et brev ind ad døren – fra Jazz. Der står hun ikke er død, og hun vil komme og besøge dem på næste fredag…

***

Døde Piger Skriver Ikke Breve lød rigtig god og spændende, da jeg læste en anmeldelse af den, så derfor valgte jeg at låne den, da jeg så den stå helt mutters alene på en hylde på biblioteket.
Egentlig synes jeg, at den var fin nok. Det var ikke sådan, at jeg sad med en kæmpe WOW-følelse indeni da jeg var færdig med den – for ja, det er lidt pinligt det her… men jeg forstår altså ikke slutningen. Mit hoved VIL bare ikke forstå den, selvom jeg har fået den forklaret og læst den mere end én gang. Anyway, Sunny er en rigtig fin hovedperson, som man kommer ret tæt på. Jeg følte ikke, at jeg kendte hende 100% da jeg klappede bogen sammen, men jeg var dog kommet tættere på hende, end jeg var kommet på nogle af de andre. Moderen og faderen er egentlig bare ret passive – men det er også meningen og Jazz…well…vi hører en masse om, hvordan hun var før og Sunny sammenligner det med, hvordan hun er nu. Derfor føler jeg ikke rigtig, at jeg sådan virkelig kan forholde mig til hende. :P

Plottet sidder nu i skabet og levede op til mine forventinger, selvom jeg dog godt kunne have brugt lidt flere sider; 127 er altså bare ikke nok i følge mig. Alligevel kunne jeg ikke slippe bogen da jeg først var igang, og det endte med, at jeg fik den læst færdig på et par timer.

Døde Piger Skriver Ikke Breve egner sig fint til en kedelig eftermiddag, hvor man mangler noget at lave. :)

Døde Piger Skriver Ikke Breve af Gail Giles (Original titel: Dead Girls Don’t Write Letters), 127 sider, dansk, udgivet af Høst.

Rose er tilbage på akademiet efter en lang og hård rejse til Dimitris hjemland for at dræbe ham. Desværre gik det ikke helt som planlagt, og i form af små breve hver uge, ved Rose, at Dimitri stadig lever – og han jager hende. Hun fik et valg, men hun valgte forkert, og det må hun bøde for.

Samtidig er det også tid for den endelige prøve, inden Rose og Lissa kan begive sig ud i verdenen udenfor akademiet…men så var der jo også den dér historie Rose fik fortalt, som hun ikke kan få ud af hovedet. For er det egentlig sandt? Er det virkelig muligt, at bringe en Striogi tilbage til den person, den var inden forvandlingen? Og hvor meget vil Rose egentlig ofre for at få sandheden at vide?

***

Jeg var meget spændt på at læse den her bog – mest fordi jeg ikke havde nogen som helst anelse om, hvor jeg ville ende, når jeg var færdig med den.

Richelle Mead har skrevet endnu en vellykket bog, hvor der ikke spares på spændingen, romantikken og humoren. Og det hele forenes i én stor harmoni! Det er jo næsten så smukt, at jeg får tårer i øjnene! Ej, spøg til side – men den er skrevet så smadder godt, at jeg virkelig føler, at jeg er Rose og at det er MIT univers.
Det er det, jeg rigtig godt kan lide ved bøgerne – at jeg sagtens kan sætte mig ind i de forskellige karakterer. Fx er det sket flere gange, at jeg glemmer,  at det er en vampyrbog jeg læser og ikke en bog om en flok almindelige teenagere.
For nogle vil det måske synes trist, men jeg kan ret godt lide det, da det betyder jeg bedre kan identificere sig med fx Rose eller Lissa, selvom jeg måske ikke er en haj til at uddele knytnæver eller beherske et element.
Desuden er Dimitri (som sædvanlig) too-die-for-HOT, selvom han har fået en konkurrent i form af Adrian. Ja, jeg er hardcore Dimitri-fangirl, men Adrian er virkelig ikke til at stå for. Han er alt det, som Dimitri ikke er. Totalt modsætninger, and I love it!

Jeg kan slet ikke udtrykke min begejstring over den her serie! D. 7. december, hvor den sjette og sidste bog i serien – Last Sacrifice – udkommer, er virkelig, virkelig langt væk! Suk. Jeg aner slet ikke, hvor jeg har hverken Rose, Lissa, Adrian, Christian eller Dimtri, og det er ved at drive mig til vanvid. ISÆR fordi at Richelle Mead har lavet verdens ondeste cliff-hanger! Sig mig lige…hvordan KUNNE du?! Og så overfor dine fans!? Øv!

Jeg hader at vente. Men håber virkelig, at Last Sacrifice kommer til at leve op til mine forventinger!

Spirit Bound af Richelle Mead (DA: Ikke oversat endnu), 5. del af Vampire Academy, 489 sider, engelsk, udgivet af Penguin Group.

Aislinn og Seths forhold har det skidt, nu hvor sommeren hastigt nærmer sig. Kenaan, feernes sommerdronning og Aislinn, der er hans dronning, begynder at blive tiltrukket af hinanden – også selvom Keenan lovede Aislinn, at de kun ville være venner, hvis hun blev hans dronning, så hun kunne være sammen med sin elskede Seth…der er en dødelig.

Snart må Seth indse, at han ikke kan være sammen med Aislinn for evigt, uden han træder et stort skridt ud i en verden, hvor han ikke kan bunde.

***

Aislinns Valg var spændende og Ink Exchange var…well…ikke særlig spændende, så derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg fandt ud af, at Fragile Eternity lige lige imellem dens to forgængere. Den var hverken helt dårlig, eller helt god, hvilket vel må anses for at være en okay ting.
Og heldigvis har Melissa Marr besluttet sig for, om hendes personer skal være gode eller onde i bogen. Ja, selvfølgelig er der nogle karakterer, der har lidt af hver side, men det er lidt bedre gennemført i Fragile Eternity end i Ink Exchange. Her føler man, at man lærer deres forskellige sider bedre at kende, end man gjorde i den forrige.

Dét at Seth er dødelig sætter selvfølgelig også en del problemer igang, og jeg synes, at det er spændende, selvom man godt kender problemet fra andre bøger af. Denne gang er det nu lidt anderledes, da det er fyren, der føler sig udenfor og ikke pigen, som vil være på lige fod med sin smukke, stolte, stærke (bla-bla-bla…) kæreste. Nogle gange er det altså bare rart med noget forandring!
Og nu vi er ved Seth: Mens jeg i Aislinns Valg var begyndt at være en lille smule Team Keenan, så må jeg indrømme at Fragile Eternity kraftigt fik mig til at gå væk fra den tanke; Team Seth is the place to be! Der er et eller andet ved ham, der giver mig lyst til at give ham et ordentligt kram og fortælle ham, at det hele nok skal komme til at gå godt. For ja, bogen er faktisk pænt sørgelig – og ja, Aislinn er nogle gange en dør, når det gælder om, at stå ved sine valg, men stakkels, stakkels Seth. Han står virkelig i en svær situation – for skal han vælge hjertet eller fornuften?

Hvis du har savnet Aislinn & Co. så tror jeg i hvert fald, at du vil synes om den her bog. Den er klart bedre end sin forgænger og er hurtigere læst. De gode gamle velkendte personer dukker op og der bliver lagt op til en del nye (og mørke, måske?) ting i feernes verden – ligesom der faktisk også blev i Ink Exchange, hvilket skuffer mig lidt. Altså, at der STADIG bliver lagt op til det i Fragile Eternity!
Lad os håbe, at den næste bog afslører lidt mere – også selvom den IGEN ikke er udfra hverken Aislinn, Seth eller Keenans synsvinkel. Noget siger mig, at der kommer til at gå lidt tid inden jeg giver mig i kast med dén…

P.S. Jeg vil gerne takke forlaget for, at de har givet bogen med en normal skrifttype. Jeg var ved at blive sindssyg af den, der var brugt i Ink Exchange. Den var totalt no-go!

Fragile Eternity af Melissa Marr (DANSK: Ikke oversat), 3. bog i Wicked Lovely, 336 sider, engelsk, udgivet af Harper Collins.

Netop som Ever er begyndt at acceptere sine usædvanlige evner som udødelig, rammes hendes elskede Damen af en mystisk sygdom, der truer hans hukommelse, hans identitet – hans liv. I et desperat forsøg på at frelse ham rejser Ever til en mystisk dimension, hvor hun stifter bekendtskab med hans grufulde forhistorie, som han ellers har gjort alt at holde skjult for hende. Men hun finder også en oldgammel tekst, der afslører, hvordan tiden fungerer. Den blå månes opstigning varsler et uhyggeligt valg for Ever – skal hun skrue tiden tilbage og frelse sin familie fra den ulykke, der tog livet af dem, eller skal hun blive i nuet og redde Damen, der bliver svagere dag for dag?

***

Mens Evermore i starten lignede Twilight rigtig meget, så ligner Blå Måne også New Moon – selv navnet! Blue Moon? New Moon? Seriously? Nu ved jeg ikke, om alt det der ‘Evermore ligner Twilight’-halløj kom op EFTER hun havde skrevet nr. 2 – men alligevel… Den Blå Måne har selvfølgelig en stor betydning for bogen – og plottet – men vi får først at høre om den til sidst.
Okay, måske er det ikke helt rigtigt, at Blå Måne ligner New Moon i starten; Damen vælger jo ikke ligefrem at blive syg, og Ever må siges, at være en lidt stærkere heltinde end Bella, og gør rent faktisk noget, for at løse problemet istedet for at hoppe fra klipper og vente på, at høre sin elskedes stemme igen.

Min ærlige mening om Blå Måne er, at bogen var sjov og god underholdning. Jeg vil ikke påstå, at det er en, jeg vil læse igen, men den var nem at læse og krævede ikke særlig meget hjerne fra min side af. Der er dog en ting, der irriterer mig; Der bliver lagt op til en MASSE ting i bogen, men de er bare ikke helt så episke, som Alyson Noël vil have os til at føle. Det er altså trist!
På trods af det så var den rigtig hurtigt læst. Jeg ved ikke, om det er fordi at den var på dansk, eller om det er fordi, den er let skrevet; jeg færdiggjorde den i hvert fald på under en dag.

Og må jeg lige tilføje, at bogens slutning er helt genial? Jeg havde slet ikke set den komme! :P Hi, hi.

Blå Måne af Alyson Noël (Original titel: Blue Moon), 2. del af De Udødelige, 352 sider, dansk, udgivet af Alvilda.