Lige nu sidder jeg og skråler Paramore, og burde egentlig gå igang med to billedeanalyser, som vi har for til imorgen. I just don’t feel like doing it. Og så er jeg vildt træt… (“Rebecca, du ser virkelig, virkelig træt ud. Er der noget galt?” – Mor) Men det er klart, når jeg har haft de kedeligste 90 minutter i mit liv i dag. Nogle der gider at forklare mig, hvorfor man vælger at en stakkels 9. klasse skal have GEOGRAFI i de to sidste timer på en død kedelige torsdag!? Heldigvis er det fredag i morgen… Dét ser jeg frem til! Glæder mig helt til at kunne sove længe.

Jeg savner altså virkelig, virkelig sommerferien og glæder mig til den næste! Også selvom jeg egentlig ikke gider at skulle til eksamner og alt det dér inden… Bare tanken om det, får mig ansigt til at ligne en “:(“-smiley.

P.S. Det er et gaaaammelt billede. Jeg savner lidt mit lange hår. Og så kan jeg ikke finde ud af, hvordan siden skal se ud. Nogle, der gider at lære mig, hvordan man SELV laver sine designs i wordpress? kthnxbai.

16-årige Deirdre Monaghan er en smadder genert, men uhyre begavet musiker og så er hun ved at finde ud, at hun er en cloverhand – en, der kan se feer.

Deirdre bliver forelsket i en mystisk dreng, der kommer ind i hendes almindelige forstæder liv – tilsyneladende – ud af den blå luft. Problemet er, at den gådefulde og smukke Luke viser sig at være en gallowglass, hvilket vil sige en sjælløse fe-snigmorder.

En lige så lækker – og lige så farlig – mørk fe-soldat ved navn Aodhan forfølger også Deirdre.

Luke og Aodhan er svorne fjender, og er hver på en dødbringende opgave for fe-dronningen; at dræbe Deirdre før hendes musik fanger feerne opmærksomhed og truer dronningns suverænitet. Fanget i krydsilden sammen med Deirdre er James; hendes sjove men trofaste bedste ven.

Deirdre havde altid ønsket hendes liv ikke var så kedeligt, men at blive fanget midt i en århundredgammel fe krig er ikke præcis, hvad hun havde i tankerne…

***

Jeg elsker Maggie Stiefvaters skrivestil – og Lament er overhovedet ingen undtagelse. Fra side 1 fanger hun mig, og flere gange kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at lægge bogen fra mig. Også selvom der et par steder hist og her, var nogle lidt døde passager, jeg lige skulle igennem, før den blev spændende igen. Men sådan er det vel alle bøger.

Romancen i bogen er også helt ok, selvom Deirdre møder Luke i starten af bogen og bliver virkelig (og når jeg mener virkelig, så  mener jeg virkelig) forelsket i ham. Først syntes jeg, at det hele gik lidt for hurtigt, men så blev jeg ligesom selv en lille smule forelsket i Luke, og så var det helt fint med mig, at Deirdre elskede ham så højt (sådan var det også med mig og Shiver, som Maggie også har skrevet).

Jeg har ikke læst så mange fe-bøger, men jeg synes klart, at det her er en af de bedre… Også selvom jeg følte lidt, at jeg havde set problemet før. Måske ikke i en anden fe-bog (okay, Wicked Lovely…måske en lille smule…), men så i nogle af de andre jeg har læst: Hovedpersonen havner lige pludselig mellem the good-guy og the bad-guy! Og må kæmpe for den hun elsker!

Deirdre var nu en dejlig frisk hovedperson, og jeg holdt især af hendes samtaler med vennen James. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til, at jeg griber fat i den næste bog, Ballad, der netop handler om ham og se, hvad der nu sker…

Jeg havde ikke læst bagsiden af bogen, da jeg gik igang, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente mig. Men hold da op, jeg blev da glædeligt overrasket. :)

Lament: The Faerie Queen’s Deception af Maggie Stiefvater (DA: Ikke oversat til dansk), 1. del af Book of Faerie, 326 sider, engelsk, udgivet af Flux.

Dagen i dag har stået i filmens tegn – altså, bogstavligtalt! Efter en kedelig skoledag med 2 x tysk og 2 x matematik (ja, vi havde fri kl. 11.30, så jeg burde egentlig ikke klage, hvis det ikke var fordi, at tysk og matematik er to af mine hadefag…), ville min søster, veninde og jeg ind og se Inception, som min veninde fik en billet til af moi & ma sœur* i fødselsdagsgave. Det viste sig så, at hun skulle spille fodboldkamp (senere blev den dog aflyst – men det kommer jeg til!) og vi kunne derfor ikke nå at se den. Derfor tog vi på biblioteket – hvor jeg alligevel skulle aflevere nogle og hente fire mere til samlingen herhjemme** – hvor vi besluttede os for at låne filmen Hormoner, hængerøve og hårde bananer, som vi så sammen med en kande te på mit værelse. Men altså… så fik min veninde en SMS om at kampen var aflyst, så vi skyndte os fluks på computeren og bestillte billetter til Inception kl. 15.30. :)

HH&HB var egentlig en ret god film. Meget tøset, men havde ligesom ikke rigtig forventet andet. Hende der spiller Georgia minder mig desuden virkelig meget om Lea Michele, der spiller Rachel Berry i Glee. Altså, udseende-mæssigt (hende den bagerste på billedet). Jeg ved ikke, om I andre er enige. :P Derudover var slutningen virkelig urealistisk i følge mig. Men sød – det var den og en af de film, hvor man ikke rigtig skal bruge hjernen. Det kan dog ikke siges om Inception, for er du gal… det gjaldt om at have tungen lige i munden mens man sad og så den og følge med!

Den var virkelig, smadder god! Okay, who am I kidding. Jeg er ret vild med den! Det er ikke den bedste film jeg nogensinde har set, men er du sindssyg, jeg var imponeret. Normalt er film fyldt med høje lyde og pistoler ikke helt min kop te, men der var altså et eller andet ved Inception, der gjorde den var smadder god. Måske dét faktum, at den handler om SÅ meget end bare dét, og at man virkelig skal holde øjnene åbne, mens man sidder i biografen. For ellers kan man ikke heeeelt følge med. Jeg indrømmer godt nok, at der var nogle steder, hvor jeg var “hvad!?” fordi jeg blev lidt forvirret, men den var bare smadder gennemført. Jeg elsker det med, at man kan gå ind i drømme og at man pludselig er i en drøm i en drøm i en drøm. xD

Leonardo DiCaprio er jo også lidt af en hottie, selvom jeg absolut hader Titanic! Føj, for en film! Men nøøøøj, jeg var faktisk ved at græde et sted i filmen…og må jeg ha’ lov til at udtrykke min utilfredshed omkring slutningen!? Jeg har mine teorier omkring hvad der skete, men alligevel… Sådan slutninger burde ikke findes! :P Nu kan jeg jo ikke sove i nat, fordi jeg vil ligge og gruble over det i flere timer!

Jeg kom hjem for godt og vel et par timer siden (okay, jeg KAN altså ikke regne!) og har fået spist aftensmad. Nu er det derfor tid til noget lektie-lavning. Vi skal tegne “det gyldne snit” på et billede af Leonardo da Vinci og lige meget, hvor mange gange min lærer forklarede mig, hvordan jeg skulle gøre, så kan jeg altså stadig ikke finde ud af det! Og den dér brugsanvisning vi har fået til det, den er bare totalt dum. Øv.

Adios! :)

*Fransk, fransk, fransk! Jeg skal starte til det igen på ungdomsskolen. Måske jeg liiiiiige burde øve nogle af de dér verber og remser igen. Jeg skal desuden også gå til noget engelsk-halløj, der munder ud i en sprogrejse til London i vinterferien (eller også var det påskeferien), hvor vi skal bo hos en engelsk familie. Men nu må vi se, om der er nok, der tilmelder sig holdene, ikke? ;) For ellers kan de jo ikke blive startet op = ked af det Rebecca!

**Behøver jeg at sige, at jeg får en travl september måned med alle de bøger, jeg skal have læst!? Jeg laver måske en blogpost senere (eller imorgen) med alle bøgerne. Hæhæhæhøhøhåhåhå…

Jeg er måske ikke den person, der har den mest fancy udsigt fra sit værelse af (nu er det også begrænset, hvor meget jeg kan se ud af mit vindue, når jeg bor i en kælder…), men derfor kan jeg stadig synes at skyerne er så fine lige nu. Selvom den ene vist er lidt mørk. Mon det kommer til at regne i nat?

Desuden har jeg en klage til mig selv: Rebecca, hvorfor tog du ikke dit matematik hjem til din far!? Nu skal du sidde og bøvle med det kl. l*rt om aftenen, når du egentlig hellere ville læse i det dér gamle Kig Ind-blad, som du fik til Eclipse-forpremieren! :(

Suk. Life sucks and then you die…eller…

Jeg havde en underlig drøm i nat.

Først bagte jeg kage med Katja (chokoladekage og toastbrød med creme og M&Ms) og bagefter skulle jeg giftes med en prins. Det viste sig så, at jeg hed Rose, og at prinsens mor ikke kunne lide mig. Pludselig bliver hendes slot så invaderet af aliens og folk, der kaster med sten, så det går i stykker. Men prinsen og jeg ligger bare og sover på en dør.

Og så vågner jeg.

Ej, jeg synes altså at det er lidt underligt, at jeg altid kan huske mine drømme så tydligt, hver gang jeg er hjemme hos min far. Hos min mor drømmer jeg næsten aldrig! Eller…jeg kan i hvert fald ikke huske dem. Det er trist.

Jeg snakkede vist også i søvne i nat (ifølge min søster) og spurgte om vi ikke skulle bage chokoladekage. :P

Er der noget jeg bliver glad for, så er det når en af ens yndlings-forfattere svarer en på Twitter! :) Havde egentlig bare skrevet en tweet, hvor der stod, at jeg læste Lament, og jeg synes det er en god bog. Jeg havde slet ikke forventet et svar… weeee! :)

Jeg kan godt lide Twitter.

EDIT:

:D

Daisy er 15 år og mere eller mindre tilovers i sin familie. Hendes mor er død og faderen venter barn med stedmoderen.

Daisy sendes fra New York til England og endda langt ud på landet i England.
Her møder hun sin mors familie, en moster, tre fætre og en kusine og det er en familie, der er helt anderledes end noget andet Daisy har mødt i sit liv. De accepterer hende uforbeholdent og hun falder til!

Men lykken og idyllen trues! Daisy forelsker sig voldsomt i en, hun måske ikke skulle have forelsket sig i og en krig bryder ud. En voldsom krig, der skaber ulykke og splittelse.

***

Sådan Er Det Nu er noget helt for sig selv. Og når jeg siger ”helt for sig selv”, så mener jeg det altså positivt. Jeg tror aldrig, at jeg har læst en bog som den. Der er et eller andet ved den, der bare fanger og når man først er gået i gang med den, har man ikke lyst til at slippe den.  Flere gange sad jeg og gruede for at vende den sidste side – jeg ville ikke have, at det hele skulle stoppe.

Selvom England er blevet besat i bogen, så bider man ikke så meget mærke til det, som man umiddelbart skulle tro man ville gøre. Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Jeg tror mere, at det handler om, at vi skal se hvordan det påvirker de uskyldige mennesker, og at kærligheden spiller en vigtig rolle i alles liv…

Daisy, der desuden er en rigtig skøn hovedperson, fortæller let og levende i bogen, som om man sidder ved side af hende og er gamle venner. Det er næsten som om, man selv er der. Ej, det kan slet ikke forklares – bogen skal bare læses! Jeg tager virkelig hatten af for Meg Rosoff. For bogen er fantastisk og jeg er virkelig forelsket i hendes skrivemåde og den måde, hun får os til at se på tingene. Hvem der bare kunne skrive sådan!

Det er virkelig svært at skrive, hvad jeg følte for bogen – og især, hvad jeg følte, da jeg vendte den sidste side. Bogen er smuk på sin helt egen måde og er fuld af en masse følelser på trods af, at bogen kun indeholder 189 sider.

Og sådan er det nu.

Sådan Er Det Nu af Meg Rosoff (Original titel: How I Live Now), 189 sider, dansk, udgivet af Sesam.

Jeg føler mig totalt smart i dag. Jeg har taget mit kamera med hjem til min far og har endda husket ekstra batterier og alt muligt. Og så finder jeg ud af, at jeg har glemt overførelses-kablet…

…tak.

P.S. Jeg stod op kl. 8.43 i dag, fordi jeg havde en mærkelig drøm. Be proud!

Nogle gange så hader jeg virkelig, at jeg bor i Danmark. Det er egentlig ikke fordi, at jeg ikke er glad for at bo her, men når man kan vinde en super sej The Hunger Games trøje her, hvis man bare bor i USA, så er det altså lidt nitte. :(

I dag har jeg været hjemme fra skole, da en blanding af kvalme og ondt i maven har ramt mig. Det er lidt trist, men heldigvis havde jeg Lament af Maggie Stiefvater til at holde mig med selvskab. Den er faktisk rigtig, rigtig god. Men den er jo også skrevet af selveste mrs. Stiefvater, så jeg havde ikke rigtig forventet andet. :)

Lige nu sidder jeg hjemme hos min far og vi har faktisk gæster, så jeg tror, jeg smutter ud til de andre. Adios!