“I’ve always taken The Wizard of Oz very seriously, you know. I believe in the idea of the rainbow. And I’ve spent my entire life trying to get over it.”

Bagsideteksten: Bogen tager sin begyndelse, da Neal Cassady slutter sig til Jack Kerouac og Allen Ginsbergs kreds af litterære bohemer i New York. Cassady inspirerer dem til at rejse rundt i hele U.S.A. for at søge efter ´en mistet arv, efter fædre, efter familien, efter et hjem, ja, efter selve Amerika´.

Bogen tegner derved et portræt af en generation af unge mennesker, der hverken kan eller vil indpasse sig i det etablerede amerikanske samfund anno 1947. Men samtidig er den fuld af ungdommens livstørst og fandenivoldskhed. Endelig giver den et sublimt litterært billede af et Amerika, der er ved at forvandles til blot en drøm.

Anmeldelse: Denne moderne klassiker har været anerkendt siden den første gang så sit lys i boghandlernes vinduer, og er blevet anset som værende et must read indenfor den selv samme genre.

Bagsideteksten får måske bogen til at lyde lidt som en hippie-fortælling med blomster i håret og fuldfart over stepperne, men i virkeligheden er den meget mere nede på jorden, dog stadig med fuld fart over stemmerne gennem USAs særprægede landskaber.

“There was nowhere to go but everywhere, so just keep on rolling under the stars.”

Det lyders som et spændende koncept, at pakke det mest nødvendige og rejse ud, hvor verden ender, men sagen er den, at Jack Kerouac ikke sælger sin historie særligt godt, selvom han møder bemærkelsesværdige skikkelser i form af et væld af figurer, der enten drikker, tager stoffer eller lever det vilde liv på anden vis. Alle har dog hver sin indflydelse på bogens hovedperson og udfald.

Jack Kerouac har sine øjeblikke rent sprogligt, hvor man som læser helt kommer til at klappe i hænderne, krumme tæer og bide sig i underlæben af begejstring, men desværre er disse momenter så få, at det næsten ikke kan betale sig at give sig i kast med bogen af den grund.

“Nothing behind me, everything ahead of me, as is ever so on the road.”

For mig at dømme, uden at skulle putte for klæbende etiketter på romanen, mest af alt en bog, der nok ville appellere mest til de mandlige læsere. Den rummer i hvert fald så mange mandehørmende-øjeblikke, at det som pige kan være svært ikke at vende øjne en gang i mellem.

Bagsideteksten: Blanche DuBois ankommer til sin søster Stellas lejlighed i New Orleans, hvor hun søger tilflugt fra en problemfyldt fortid, men hendes søsters irske mand, den storsnudede Stanley Kowalski. Groft, ubønhørligt, afdækker han de løgne og vrangforestillinger, der opretholder Blanche, er indtil hendes spinkle greb om virkeligheden chokerende sandhed.

Dette atmosfærisk drama af Tennessee Williams rummer stærke klassiske stjerner som Rosemary Harris og James Farentino i rollerne som Blanche og Stanley.

Anmeldelse: Det kan for nogen være svært at læse et skuespil, og have samme vellykkede oplevelse, som med almindelige romaner, men Tennessee Williams’ A Streetcar Named Desire er virkelig noget for sig; et drama så realistisk, at man som læser ikke behøver at være særlig visuel for at synes om den.

“I don’t want realism. I want magic! Yes, yes, magic! I try to give that to people. I misrepresent things to them. I don’t tell the truth, I tell what ought to be the truth. And it that’s sinful, then let me be damned for it!”

Med sit kuglerunde persongalleri af realistiske figurer, glider historien hurtigt afsted, selvom læseren kastes ind i mellem en masse navne og størrelse, som man lige skal have dannet sig et overblik over, før historien for alvor begynder at flyde.

En af årsager til, at Tennessee Williams’ skuespil er anset som morderne klassiker netop skyldes det runde person galleri, hvis dialoger fremstår realistiske, samtidig med den troværdige handling om Stella og Stanleys forhold til hinanden, som søsteren Blanche langsomt begynder at forstå.

“Don’t you just love those long rainy afternoons in New Orleans when an hour isn’t just an hour – but a little piece of eternity dropped into your hands – and who knows what to do with it?”

Selvom man måske ikke er den store skuespilslæser, kan jeg kun varmt anbefale denne, der rummer realistiske mysterier om kærlighed, parforhold og det at flygte fra en turbulent fortid, fortalt på en varm og imødekommende måde, der helt gør det værd at investere i bogen.

Bagsideteksten: Marie stod i haven med sin hvide sommerkjole klistret mod kroppen og håret mod ansigtet. Hun stirrede på sommerhuset. Selv på afstand kunne jeg se at hendes blik var stift. Tomt. Dødt.

Lucas sørger over at have mistet sin kæreste, Marie. Men hendes tvillingesøster er overbevist om at Marie hjemsøger familiens sommerhus, og sammen med Lucas tager hun tilbage for at finde ud af hvad der sker.
Lucas tror ikke på spøgelser, men langsomt begynder han at ændre holdning . Marie! Hendes navn susede igennem mig, og jeg måtte gribe fat om vindueskarmen.

Anmeldelse: Spejlsøstre af Pernille Eybye er en markværdig fortælling om både kærlighed og gys for det unge publikum. Pernille Eybye forsøger at indfange flere genre i sin fortælling og forsøger at binde dem sammen til noget storslået. Dette synes dog ikke helt at virke.

Årsagen hertil er, at selve historien er en smule for velkendt, der er derfor ikke noget originalt ved den. Alene det, at en stor del af historien kredser om noget, der ligner Ånden I Glasset, og der dernæst sker uhyggelige ting, er bare en typisk genudsendelse på en grå søndag eftermiddag, hvor kedsomheden er ved at tage over.

Du er kommet tilbage! Du er virkelig kommet tilbage!

Bogens i forvejen sparsomme persongalleri er meget flade, og det gør det svært som læser, såfremt man ikke forlanger meget af sit læsestof, at relatere til de enkelte personer, og dermed have medfølelse med eksempelvis Lucas, som har mistet sig kæreste i en ulykke.

Uden at kritisere Pernille Eybyes forfatter skab, minder Spejlsøstre en tand for meget en novelle, enhver teenager kunne have skrevet over en sommerferie, og som man med årene vil se tilbage på og rødme en smule over det naive sind, man havde, mens man skrev den.

Jeg foretiller mig desuden, at denne semi-gyserfortælling vil synes uhyggelig, såfremt man befinder sig nede i en mørk kælder, oversmurt med blod og med en morder ved sin side, eller hvis bare er let at skræmme. Jeg kan derfor højest anbefale, at man låner den på biblioteket.