Kære Distrekter. I anledning af fireloghavsentyvende Dødsspil, som kommer i landets biografer i marts, vil en heldig dreng eller pige, få muligheden for at vinde en lækkerier sposeret af Nordiskfilm.

Deltag inden første maj ved at fortælle, hvad du glæder dig mest til ved filmen. og vind en sladrerossel broche, en bog samt en plakat, Lad kampen begynde og må heldet altid være med jer!

Bagsideteksten: De Syv Kongeriger er opdelt af oprør og blodhævn, og vinteren nærmer sig som et vred bæst. Ud over den nordlige grænse, forlader De Vilde deres landsbyer for at samle i kulden og den ødemark af Frostfangs. Herfra vil de frafaldne broder Mance Rayder, som skal føre dem sydpå mod Muren.

Robb Stark sins nysmedet krone i kongeriget mod nord, men hans forsvar er svækkes af modangreb fra syd, delstaten House Starks’ fjender Lannisters. Hans søstre er fanget der, død eller mistænkt for at dø, på forgodtbefindende af Lannisters drenge-konge Joffrey eller hans depraverede mor Cersei, regent af jern tronen.

Daenerys Stormborn vender tilbage til landet af sin fødsel for at hævne mordet på sin far, den sidste Dragon King.

Anmeldelse: Med et væld af nye personer, gamle kendinge og vante kampe, der lurer rundt om hver hjørne, bliver George R.R. Martins fantasy serie svære og svære at anmelde, eftersom at seriens fagre persongalleri, hvoraf størstedelen kæmper om den eneste plads på jerntronen, samtidig med at de hver kæmper en inbyrdes kamp på kryds og tværs af deres individuelle sværdkamp.

Når det fortællende perspektiv skrifter mellem et hav af personer, vil der altid være et par, der falder udenfor kategorien ‘synes godt om’, og fordi der kan gå så lang tid mellem de enkelte personer, hvilket gør det både udfordrenede men endda også svært at huske de forskellige personers gøren.

“Might have punctured a lung, if he had a lung. Most trees don’t, as a rule.”

Problematikken ved denne bog er, at dette kun er første del af bog tre i serien, og eftersom at der er gået en rum tid mellem denne og fjerde bog for mit vedkommende, og som jeg endnu ikke har fået læst, kan jeg kun forestille mig, at det bliver svære at huske den foregående handling. Der med sagt betyder det ikke, at bogen er dårlig, for faktisk ser jeg frem til at kaste mig over anden del.

Desuden er der en del forsømte ender, som jeg af hele mit hjerte håber, at forfatter snart får fulgt op på, da dette virkelig vil gøre en hel del for læseoplevelsen set i et større perspektiv.

Bagsideteksten: En komet af blodige farver flammer tværs over himlen. To store ledere, Lord Eddard Stark og Robert Baratheon, der havde magt over en alder præget af fred er døde, ofre for kongeligt forræderi.

Seks fraktioner kæmper om magten over et delt land og tronen om de syv kongedømmer, og forbereder sig på et spil om at få deres krav gennem uvejret, uro og krig. Det er en fortælling, hvor brødre dolker hinanden, og hvor de ​​døde rejser sig i natten. Her, bærer en prinsesse maske som en forældreløs dreng, en ridder i sindet forbereder en gift for en forræderisk troldkvinde, og vilde mænd ned fra bjergene af Månen hærge landet. På baggrund af incest og brodermord, alkymi og mord, kan sejren gå til mænd og kvinder i besiddelse af det koldeste jern … og de ​​koldeste hjerter; når konger støder sammen, skævler jorden.

Anmeldelse: På trods af sin actionspækkede title, har A Clash oF Kings meget lidt at gøre med sammenstød, og kongerne er af mindre betydning, og alligevel finder man sig selv klinet til siderne, mens man grådigt lapper i sig, som om man har befundet sig i ørkenens ondskab uden en dråbe vand. Forklaringen har til er uden tvivl på grund af det velskabte univers og farverige persongalleri.

“A woman’s life is nine parts mess to one part magic, you’ll learn that soon enough…and the parts that look like magic turn out to be the messiest of all.”

Dermedsagt er A Clash oF Kings ingen ringe bog, hvis man er fan af dens forgænger, og holder af low-fantasy i alt almindelighed. Jovist indeholde dette middelalderlige univers en del mandsdominans og vold, så er man stærk feminist og bliver dårlig ved tanken om sværd der gennembryder legemsdele, er dette næppe den rigtige fantasybog at læse, hvilket man ikke skal skamme sig over.

George R.R. Martin fantasyfortælling er en storm mundfuld på trods af at udspille sig gennem flere bøger, og for mit vedkommende betød det også, at bogen måtte samle støv i en mindre periode, før den sidste side endelig blev vendt. Årsagen hertil er bogens velsignelse og forbandelse: persongalleriet, hvor der altid er personer man foretrækker mere end andre.

“One night, he drank a jar of wildfire, after telling his friends it would transform him into a dragon, but the gods were kind and it transformed him into a corpse.”