Så blev det min tur til at sige, at jeg har vinterferie – og hvor jeg bare elsker lyden af ordene. Nu kan jeg sove længe i én hel uge og bare slappe af… selvom jeg vist har lidt lektier for til efter ferien, men hul i dét. Det gør ikke så meget, nu hvor jeg rent faktisk kan lave dem uden at komme træt hjem fra en skoledag først.
I tirsdags havde vores musical jo premiere, og som sagt gik det bare super godt. Onsdag spillede vi igen og trods problemer med lyden (hvilket var ret ærgerligt) gik det også, som det skulle, og så mødtes jeg med hende den søde Katja bagefter, der var taget helt fra hendes hjem af hen til min skole for at se musicalen. Jeg fulgte hende op til stationen, og da jeg kom hjem stod det på Glee og fysikaflevering – i den skrevne rækkefølge. Hvem siger, jeg ikke har styr på mine prioriteringer?
I torsdags spillede vi for allersidste gang, og selvom jeg havde gået og glædet mig lidt til dén dag, fordi det hele har været så presset i den her uge, så var det også bare monstertrist. Spring Awakening vil bare aldrig blive det samme igen, og jeg ved, at jeg få sådan en tom fornemmelse i maven, når jeg lytter til sangene… snøft. Det var dog en rigtig hyggelig dag med et brag af finale med fællesspisning og fest. Juhu! Og næste dag stod det på tyskfremlæggelse med 3 timers søvn i bagagen! Yay! Og arbejde til og med.
Så konklusion: Jeg er så klar på at være med i musicalen næste år! Og jeg er stadig træt…






