I nat drømte jeg, at jeg var med i Eurovision Song Contest og skulle være forsanger for A Friend In London og synge deres sang New Tomorrow. Problem? Da jeg stod deroppe på scenen, kunne jeg pludselig ikke huske sangteksten.

HVORFOR SKER SÅDAN NOGET ALTID FOR MIG I DRØMME!? Og jeg mødte heller ikke engang Eric Saade….suk. Det kunne jeg da godt lige ha’ gjort, men næh nej!

1.) Jeg forstår ikke, hvorfor vampyrdrenge ALTID skal forlade deres menneskepigekæreste, for at hun kan være i “sikkerhed”. Enten er der et eller andet helt galt oven i hovedet på dem, eller også forstår de bare ikke, at menneskepigekæresten rent faktisk elsker dem, og hvis vampyrdrengen forsvinder, så gør de sikkert et eller andet MEGET dumt, for at få ham tilbage (fx at hoppe ud fra en klippe. Se, det var en DÅRLIG idé, Edward AND YOU KNOW IT.)… Derfor burde vampyrdrenge bare indse, at de ikke kan gøre noget ved det, og at hvis de forlader menneskepigekæresten, så gør det ENDNU MERE ONDT PÅ HENDE end hvis hun bliver angrebet af en blodtørstig og ond vampyr, der prøver at save hendes hoved af, mens hr. blodtørstigvampyr har taget sin makker med, der er igang med at bide hendes ben i stykker og hamrer hende i maven med hammer.

2.) Hvorfor skal neglelak altid være så lang tid om at tørre? Og hvis det ENDELIG skal være noget, der tørrer hurtigt, så er det sådan noget møg neglelak fra Tiger af (som jeg alligevel har 4 flasker af – HVORFOR!?), som skaller af efter en time…og så bliver man nødt til at lave det hele om IGEN. HVORFOR?

3.) Kender I det, hvor man hører en sang og der er ét sted i sangen, man sådan VIRKELIG, VIRKELIG elsker? Hvorfor kan det sted ikke vare lidt længere tid, sådan så man begynder helt at gyse, fordi det er så godt? Jeg hader sådan nogle sange, hvor “stedet” kun varer et par sekunder…tit overvejer jeg at cutte sangen i stykker, og så bare beholde dét sted, jeg kan lide og sætte det på repeat…og repeat…og repeat. Men jeg er doven, så jeg får det aldrig gjort. Too bad.

4.) Jeg synes det er irriterende, at teenagere i The Vampire Diaries og Glee (de to eneste teenage-serier jeg har set – haha!) ikke har bumser eller dårlige hårdage. Just sayin’. Kunne de ikke bare få en lille smule uren hud? Please? Så ville jeg blive VILDT GLAD. Men på den anden side, så er der vel heller ikke meget ved at kigge på en flok smågrimme skuespillere (ikke fordi jeg siger, at det at have bumser eller uren hud ødelægger ens udseende…jeg tror måske bare ikke, at folk gider at vende tilbage til serien så. På en eller anden mystisk måde, så bliver vi totalt tiltrukket af smukke mennesker – hvilket er ondt, nu hvor jeg tænker over det.).

5.) Gode bøger SKAL IKKE SLUTTE. Jeg hader, hader, hader de sidste og afsluttende bind i serier…hvorfor? Jo, jeg glæder mig altid som en sindssyg til at læse bogen…men det er også hyggeligt at gå og vente i spænding…hvilket bringer mig videre til:

6.) Hvorfor læser jeg altid de afsluttende bind i mine yndlingsserier så hurtigt? Nogle, der gider at forklare mig det? Jeg stopper ALDRIG op for at nyde bogen. Jeg læser bare…hvilket er trist, for egentlig så burde man jo ikke læse særlig meget i den hver dag, vel? Man burde trække den ud i lang tid, så man havde lidt at se frem til i lang tid efter!

7.) Et ord: Zombier. Hvorfor kan folk lide dem? Og gyser-bøger i det hele taget? Jer, der læser sådan nogle bøger, gider I ikke lige forklare mig, hvad der er så fascinerede ved sådan noget? Jeg holder mig nemlig langt væk fra sådan noget (borst fra The Forest of Hands and Teeth af Carrie Ryan – men det er noget andet!). Alt, der inkluderer uhygge er ikke noget for mig. Men hvad med vampyrerne og alle de andre overnaturlige væsner? spørger I sikkert, og mit eneste svar til dét er, at kærlighed opvejer det uhyggelige, hvis der endeligt er noget uhygge i bøgerne. Som regel ER det jo gode vampyrer og væsner, som folk skriver om, ikke?

8.) HVORFOR NÆSTEN ALLE VAMPYR/YOUNG ADULT BØGER HAR SORTE FORSIDER. Jeg hader sort – farven er virkelig deprimerende i følge mig, og hvis der var noget, jeg virkelig godt kunne tænke mig her i verden, så er det en bogreol FYLDT OP med farverige bogomslag, der kan pryde og pynte på mit værelse. Klare farver eller pastel farver – I don’t care. Bare de ikke er mørke eller grumsede… og ja, sort passer godt til bøger om paranormale romancer og hvad ved jeg, men det bliver bare trist i længden. Hvis jeg nogensinde får udgivet en vampyrbog, så skal det være den aller første med en farverigt forside, der er så skinnede og lys, at du får ondt i øjnene at se på den. Det må altså være mit mål her i livet (borset fra jeg ikke gider at skrive om vampyrer…det er der allerede nok forfattere, der gør.)!

9.) Igår skrev jeg på Twitter “Sweet dreams! I, for sure, hope that I’ll dream something about The Vampire Diaries”. And guess what? Da jeg vågnede op i morges, der HAVDE jeg faktisk drømt en drøm om Damon Salvatore… Det hele er godt nok lidt sløret for mig lige nu, men det var et eller andet med en bil, tror jeg og noget med Stefan. I hvert fald er min pointe, at det er ret sejt, at jeg kan fortælle mig selv, hvad jeg skal drømme om (eller også er det bare al det The Vampire Diaries kiggen, der er skyld i det).

10.) En sidste ting – jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg har den her sang på repeat:

Eller okay, det forstår jeg jo egentlig godt…FOR DEN ER GOD! Stefan & Elena forever! (Egentlig ville jeg have sat en video ind af min yndlingsscene fra TVD, men det gad Youtube ikke. Prøver at finde den til jer på et andet tidspunkt så…dumme Youtube. Hmprft!)

Og nu vil jeg lave et eller andet produktivt … måske. Adios amigos!

P.S. Er der nogle ting I ikke forstår?

Så så man lige mig, der kom hjem fra skole, lagde sig under dynen og tog en lur på 5 timer… Ja, ja… Det er jo også fredag. Nu har jeg dog bare en kæmpe hovedpine og jeg VED, at jeg kan ikke sove i nat (eller kan jeg? Hmm…). Men let’s be positive: Jeg havde en ret god drøm – tror jeg da nok. Jeg mødte vist Maggie Stiefvater, snakkede alt for meget engelsk og var i et festlokale. Detaljerne er nu lidt uklare…

Mig der sover… Zzzzz….

Egentlig så gik jeg rundt og troede, at jeg skulle i sommerhus i dag. Det skulle jeg ikke alligevel. :( Trist. Nu havde jeg jo lige glædet mig sådan til at få læst en masse – men det må jeg vel også bare gøre herhjemme så… Har jo en del bøger, jeg skal ha’ tygget mig igennem inden et stykke tid. Og med alle de lektier vi har for hver dag, så synes jeg at tiden er lidt knap. (Det synes jeg altid, jeg siger… :P Dårlige undskyldninger er der nok af!)

Nogle der forresten så Talent 2010? Jeg syntes godt, at ham der med masken burde ha’ beholdt den på. Og så var ingen af dem faktisk særlig gode = jeg gad ikke se afstemningen og hvem der røg ud. Har hende den lille pige, der sang Hallelujah til auditionsne egentlig været der endnu? Hun var god!

P.S. Cassandra Clare svarede på mit spørgsmål til hende på Goodreads:

Hende kan jeg godt lide! :)

Jeg havde en underlig drøm i nat.

Først bagte jeg kage med Katja (chokoladekage og toastbrød med creme og M&Ms) og bagefter skulle jeg giftes med en prins. Det viste sig så, at jeg hed Rose, og at prinsens mor ikke kunne lide mig. Pludselig bliver hendes slot så invaderet af aliens og folk, der kaster med sten, så det går i stykker. Men prinsen og jeg ligger bare og sover på en dør.

Og så vågner jeg.

Ej, jeg synes altså at det er lidt underligt, at jeg altid kan huske mine drømme så tydligt, hver gang jeg er hjemme hos min far. Hos min mor drømmer jeg næsten aldrig! Eller…jeg kan i hvert fald ikke huske dem. Det er trist.

Jeg snakkede vist også i søvne i nat (ifølge min søster) og spurgte om vi ikke skulle bage chokoladekage. :P

I nat drømte jeg, at jeg var på teaterskole og vi (altså en lille flok ‘venner’ og jeg) blev jagtet af vores lærer (som rent faktisk var min klasselærer), der ville have, at vi skulle komme tilbage til skolen (hmmm… lyder velkendt… det kunne vel ikke være pga. Vampire Academy, vel?). Vi gemte os så rundt omkring på skolen, og det endte med, at vi måtte ned i noget vand, der lå under skolen, for vi blev ordentlig skjult. Og ellers gemte vi os i alle mulige underlige kroge på skolen og hotelværelser, der pludselig dukkede frem, når man trykkede på en knap i en elevator.
Det var lidt en blanding af The Hunger Games meets Vampire Academy. Drømmen endte dog med, at vi overgav os (THAT’S THE SPIRIT!!!) og vi blev udnævnt til instruktøre på et teaterstykke, vi selv skulle lave. Og så dukkede Adrian op igen… og min farfar og hans familie kom pludselig også derhen, og det hele var ret underligt… Indtil vi besluttede os at flyve til San Fransisco med et fly, der var nødt til at lande hele tiden, fordi vi skulle ind og se på et museum.

Åh, hvor jeg dog bare elsker, at dele mine drømme med jer. Desværre kan jeg ikke rigtig huske den helt så tydeligt, som drømmen igår – men jeg siger jer, jeg var lidt sej. Sådan lidt Rose/Clary/Katniss-agtig! Yeeephe!