Steder jeg har været i bøger…
Der er et eller andet sjovt ved at læse en bog, og der pludselig optræder et sted, hvor jeg har været – eller også forgår bogen bare i en by, hvor jeg har stået og gået rundt og hvor jeg kan genkende stederne. Det kan ikke rigtig beskrives. For eksempel, dengang jeg læste One Moment, One Morning sad jeg i London med min søster… jeg læste den dog færdig, da jeg kom hjem, og da kunne jeg sidde og forstille mig det hele i hovedet. Jeg vidste, hvordan det var at sidde i toget, nogle af stationerne, de stod af på og hvad ved jeg. Ret sjov følelse.

Jeg savner London - og Robert Pattinson-voksfiguren på Madam Tussauds
Men det sjoveste (i følge mig i hvert fald) var da jeg læste Spirit Bound af Richelle Mead, hvor Rose & Co. var i Las Vegas… og gæt hvor de var og udkæmpede episke slag? PÅ HOTELLET LUXOR HVOR JEG HAR VÆRET! Dét var morsomt, for jeg kunne bare SÅ meget forstille mig hotelværelset hvor de var, og lyden fra spillemaskinerne og atmosfæren på hotellet… og nu sidder jeg bare og bliver helt nostalgisk igen. Hvad er det med mig og slutningen på året? Jeg kommer jo til at tænke alt for meget – suk. Og burde virkelig IKKE kigge alle mine gamle ferie-billeder igennem.
Anyway, her er et billede af Luxor… sådan en kæmpe pyramide, og væggene var endda skrå i vores hotelværelse. Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg faktisk ikke vist jer særlig mange billeder fra mine ferier før. Det må der laves om på, for jeg har alt-alt-ALT for mange billeder liggende.

Udover Las Vegas og London kan der nævnes New York, København (ja, læste engang en engelsk bog, hvor en af personerne tog til København – fun stuff! At bogen så ikke var særlig god er en helt anden sag) og … så er der vist ikke flere. Men jeg kunne godt tænke mig at komme til Paris og udforske alle de steder, der optræder i Anna and the French Kiss! :)
Synes I også det er sjovt, når steder I har været, optræder i bøger?




