Der er et eller andet sjovt ved at læse en bog, og der pludselig optræder et sted, hvor jeg har været – eller også forgår bogen bare i en by, hvor jeg har stået og gået rundt og hvor jeg kan genkende stederne. Det kan ikke rigtig beskrives. For eksempel, dengang jeg læste One Moment, One Morning sad jeg i London med min søster… jeg læste den dog færdig, da jeg kom hjem, og da kunne jeg sidde og forstille mig det hele i hovedet. Jeg vidste, hvordan det var at sidde i toget, nogle af stationerne, de stod af på og hvad ved jeg. Ret sjov følelse.
Jeg savner London - og Robert Pattinson-voksfiguren på Madam Tussauds
Men det sjoveste (i følge mig i hvert fald) var da jeg læste Spirit Bound af Richelle Mead, hvor Rose & Co. var i Las Vegas… og gæt hvor de var og udkæmpede episke slag? PÅ HOTELLET LUXOR HVOR JEG HAR VÆRET! Dét var morsomt, for jeg kunne bare SÅ meget forstille mig hotelværelset hvor de var, og lyden fra spillemaskinerne og atmosfæren på hotellet… og nu sidder jeg bare og bliver helt nostalgisk igen. Hvad er det med mig og slutningen på året? Jeg kommer jo til at tænke alt for meget – suk. Og burde virkelig IKKE kigge alle mine gamle ferie-billeder igennem.
Anyway, her er et billede af Luxor… sådan en kæmpe pyramide, og væggene var endda skrå i vores hotelværelse. Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg faktisk ikke vist jer særlig mange billeder fra mine ferier før. Det må der laves om på, for jeg har alt-alt-ALT for mange billeder liggende.
Udover Las Vegas og London kan der nævnes New York, København (ja, læste engang en engelsk bog, hvor en af personerne tog til København – fun stuff! At bogen så ikke var særlig god er en helt anden sag) og … så er der vist ikke flere. Men jeg kunne godt tænke mig at komme til Paris og udforske alle de steder, der optræder i Anna and the French Kiss! :)
Synes I også det er sjovt, når steder I har været, optræder i bøger?
Jeg kan ikke love, der ikke vil være spoilers i denne blog, så hvis du ikke har set Breaking Dawn endnu – lad være med at læse videre, og kom igen når du har været i biografen.
Som en del af jer sikkert ved, så har jeg aldrig været særlig glad for Breaking Dawn bogen. For mig virker den ret malplaceret i serien, og forholdet mellem Edward og Bella mister virkelig sin charme … plus, hvorfor skal vi pludselig have over 100 sider med Jacobs tanker, når vi har vænnet os til Bellas? Derfor kan I vel også gætte jer til, at jeg var ret skeptisk, da dagen endelig oprandt, hvor jeg skulle ind og se den. Jeg var spændt, men det var nok mest fordi, Twilight gør mig helt nostalgisk. Jeg har SÅ mange af mine bedste minder forbundet med Twilight og har fundet mine allerbedste veninder takket været bøgerne. :)
Og det er nok også derfor, at det overraskede mig, hvor godt jeg egentlig kunne lide filmatiseringen. Det er den bog jeg har læst allermindst gange (faktisk kun to gange – hvis vi ikke tæller de gange med, jeg har læst første del af bogen, der er min yndlingsdel af den), så selvfølgelig er der mange ting, jeg ikke kan huske. Og forstår godt, at der er mange, der måske er lidt skuffet over, der er nogle små scener/citater, der ikke var med – men må jeg sige noget? Jeg synes, det var en af de mest vellykkede filmatiseringer i serien (kun overgået af Twilight). Jeg har altid følt, at Breaking Dawn var en virkelig langsom bog; den byggede op til noget, der aldrig kom og var fyldt med scener, der aldrig sad fast, efter man havde lagt bogen fra sig. Og dét at der er blevet cuttet så meget ud / lavet så meget om, synes jeg klæder filmen. Der var ikke én eneste gang, hvor jeg sad og tænkte: Hvornår slutter filmen? som jeg har en tendens til at gøre, når jeg er i biografen. Jeg var fuldkommen opslugt, og tiden gik så vildtmonstermegetenormt hurtigt, at jeg blev fuldstændig overrasket, da rulleteksterne kom på… og så sad jeg dér i mit biografsæde og havde ét stort hul i min mave, fordi jeg simpelthen ikke kan vente på del to.
Så ja, jeg var positivt overrasket. Tror også det har noget at gøre med, at jeg ingen what-so-ever forventinger havde, som jeg fx havde til Eclipse og New Moon, fordi de altid har været mine yndlingsbøger, og jeg har læst dem så mange gange, at det halve kunne være nok. Jeg havde selvfølgelig også forventinger til Twilight, men dengang var det hele meget nyt og jeg var bare glad for, at der kom en film. ;) Og så er der selvfølgelig også dét med, at bogen er delt op i to film… jeg vil bare lige gerne have lov til at tilføje, at jeg faktisk synes, det passer ret godt. Efter jeg har set første del, kan jeg i hvert fald ikke se, hvordan del 2 også kunne have været inde i den. Filmen har godt nok ikke fået særlig mange gode anmeldelser i diverse medier, fordi … well … nogle af scenerne er lidt langtrukne, åbenbart. Det synes jeg tvært i mod ikke, de er. For det er det, vi vil ha’! Vi vil ha’ bryllupsrejse så det batter (og åh, dét fik vi! Bryllupsrejsen var SO. FREAKING. GOOD), en Bella, der er ved at kaste op af nervøsitet til brylluppet og smil, tårer, suk og hvad ved jeg. ;) Vi vil igennem hele det følelsesregister, vi ikke kom igennem i bogen… eller, sådan havde jeg det. For det var faktisk den allerførste Twilight-film, hvor jeg – hånden på hjertet – har siddet og grædt. De andre gjorde mig da trist, da, men jeg har aldrig grædt i en Twilight-film. Edwards afskedsscenen i New Moon er trist, ja, men intet kan hamle op med, hvordan den er i bogen.
At græde var dog ikke det eneste, jeg gjorde under filmen. Der var nogle utrolig sjove scener i filmen, der fik mig til at grine så meget, at jeg stadig tænker tilbage på dem med et smil – nogle mere ufrivilligt komiske end andre. Der var ret mange små sjove kommentarer i hele filmen, men noget af dét jeg elskede allermest var bryllupstalerne, hvor, for det første, Emmett påpeger, Bella ikke vil få særlig meget søvn i det næste stykke tid, og Charlie ser rædselsslagen ud. Derudover er der Jessicas “jeg er den populære pige, jeg burde ha’ den pæne fyr!”-tale, Charlies “Edward skal nok blive en god ægtemand. For jeg er en politimand. Og jeg ved ting og sager. Som fx hvordan man forfølger en person. Og hvordan man bruger en pistol”-tale, Renees smukke (host) sangstemme, Alices fashion-opfordring, Esmes søde og Edwards totalt dejlige tale. Åh, det var altså godt!
Til gengæld var der altså én scene, jeg er helt sikker på IKKE skulle være morsom, men som jeg sad og grinte af. Det var dén scene, hvor Jacob har forvandlet sig til en ulv, efter han har set, at Bella er blevet gravid og mødes med de andre i ulveflokken… seriøst, det minder om noget fra en dokumentar film eller en dårlig udgave af Løvernes Konge. Og seriøst, den dér kommentar tilsidst om, at han ikke vil adlyde, fordi han er Ephrahim Blacks barnebarn? Bare stop, Jacob. STOP. Eller burde jeg sige Simba? Arhhh… Til gengæld kunne jeg godt lide ulvene, og synes det var ret flot, som han løb gennem skoven og delte sine tanker omkring Bella med de andre ulve.
Apropos graviditeten, så er Bella altså sindssyg uhyggelig at kigge på tilsidst. Virkelig skræmmende så tynd hun bliver, og samtidig er det også bare vildt godt lavet… for det sker gradvist, og så… BAM. AHHH.
Tror faktisk at hele gradviditeten er min yndlingsdel af filmen, fordi der er så mange følelser indblandet. På den ene side, har vi Jacob og Edward, der bare er SÅ meget imod det (med hver deres grunde selvfølgelig) og så har vi Bella, der vil gøre alt hvad hun kan for det dér barn i maven dér. Ahhhhh… good. Det bedste er nok, da Edward og Carlisle undersøger Bella, Carlisle går og Edward bliver sur på Bella, og siger noget med, at han troede de var et par, og hun har besluttet at forlade ham (fordi han godt ved, at hun dør, hvis der ikke sker noget snart) – og det har han ikke bestemt, hvilket ikke gør det okay! Men altså, kære, lille Edward. Du er lidt egoistisk. For det er da helt okay, at du forlader Bella i New Moon, men det er slet ikke okay at Bella forlader dig i Breaking Dawn… tsk tsk.
Min yndlingssang fra soundtracket (“Cold”) bliver også spillet under dén scene, og jeg synes egentlig bare det hele er så smukt og trist på én og samme tid. Virkelig en af de scener, der sidder fast lang tid efter du har set den.
Brylluppet var også utrolig smukt, og … jeg kunne blive ved i evigheder. Virkelig. Det er godt nok lang tid siden, jeg har haft sådan en følelse af opstemthed efter jeg er gået ud af en biograf, hvor jeg har set en Twilight-film. Eller okay, sidst var nok med Twilight, for med New Moon og Eclipse, som jeg netop sagde, havde jeg rigtig mange forventinger. Men her, i Breaking Dawn, kunne jeg jo ikke huske særlig meget af bogen, så det eneste jeg kunne gøre var bare at slappe af og nyde det hele, for … ja, der mangler noget, men Stephenie Meyer er produceren, og hvis hun er tilfreds, så burde vi altså også være det, og jeg synes at fx scenen i starten med Edward i biografen var ret god istedet for dét med det udødelige barn. Det gav meget mere mening, og hvordan skal man kunne proppe så mange informationer og forklaringer ind i én film?
Tak for en god film, Bill Condon, der levede op til forventningerne, og hvor er jeg glad for, at du har fået Carter Burwell til at komponere scoret til filmen. Det gør den bare lidt mere awesome, end den er i forvejen. Jeg elskede seriøst det dér Bella’s Lullaby-tema, der kørte gennem alle melodierne, og nå ja… så var soundtracket ikke helt så malplaceret, som jeg havde troet, det ville være. Og igen: Må jeg påpege, hvor smuk sangen “Cold” af Aqualung & Lucy Schwartz er?
Sing for the lion and laaaamb…
Hvad synes I? Kan I lide bogen? Levede filmen op til forventningerne? Og åh, den dér slutscene med Bella og øjnene, ikke? Total elsk!
Ask me the most basic question: When do you want to go see the movie again? – og ja, me like some flashbacks… bortset fra det dér imprint noget var en tand for sukkersødt. Hvor føles det underligt, at der kun er én film tilbage. Giv mig 2008 tilbage, please.
Jeg har ikke nået dagens antal ord, jeg skal skrive til NaNoWriMo, men til gengæld har jeg fået købt 2/3 af billetterne til Breaking Dawn, og så henter den søde Tine, der ingen blog har mere (indsæt ked af det smiley), de billetter til forpremieren den 16. november i Palads imorgen.
Og fordi jeg sad og kedede mig, tog jeg screenshots af et interview med Robert Pattinson, hvor han snakker om bryllupsrejsen i filmen. Han ser da ret begejstret ud. ;)
Der burde altså være flere dage, som den jeg havde igår og som den jeg havde idag. I går var jeg i biffen med hende her (billedet vender forkert – sorry):
Vi så brandgod film med Robert Pattinson i hovedrollen, der kyssede med Reese Witherspoon (selvfølgelig Water for Elephants), mens vi spiste popcorn (- som jeg desuden kom til at sparke til. Men det er en HELT anden historie.) Dejlig, dejlig film! Vidunderlig! Fantastisk! Jeg får altså helt lyst til at læse bogen igen, for den levede da godt nok lige op til forventningerne! Men der er én ting, jeg ikke forstår (og sikkert ikke kommer til at forstå): Hvorfor er der aldrig lyd på Robert Pattinsons kyssescener!?
I dag har jeg været sammen med min veninde, spist is og gået de fire kilometer fra skolen og hjem til hende. Det var hyggeligt og vi fik snakket en masse i det gode vejr. What’s not to like? :)
Jeg er Rebecca, 17 år og kan lide at læse - helst en masse gode bøger. Bloggen er én stor blanding af boganmeldelser, bøger, kaffedrikning, min hverdag og hvad jeg nu ellers finder på at poste. Spørgsmål kan sendes til rebeccavaever@gmail.com.
Comments (5) 
Themocracy